- Support
- Planlægning og rådgivning
- Support til robotplæneklippere
- Vedligeholdelse
- Fejlsøgning af robotplæneklipper
Siger din robotplæneklipper mærkelige lyde, eller kører den ikke som den burde? Det kan være tegn på, at der er noget galt. Men frygt ej, det er ofte nemt at løse problemerne selv. Det vigtigste er at finde ud af, hvad årsagen er. Dette gøres gennem fejlfinding, og i denne guide hjælper vi dig med, hvordan du fejlfinder på en robotplæneklipper.
Robotplæneklipperen kan lave mærkelige lyde eller opføre sig underligt, lige fra opladningsproblemer til manglende dækning på afgrænsningskablet, som kan vise sig på forskellige måder. En af de mest almindelige indikationer på, at der er noget galt er mærkelige lyde. Hvis din robotplæneklipper larmer meget, skal du undersøge robotplæneklipperen for at finde fejlen.
Se videoen nedenfor, hvor vi gennemgår alle de steder, du bør tjekke, hvis din robotplæneklipper støjer unormalt meget eller laver mærkelige lyde.
Der er flere andre indikationer end støj, som du skal være opmærksom på under fejlfinding:
Robotplæneklipperen vibrerer: Hvis den vibrerer, skyldes det sandsynligvis problemer i klippesystemet. Kontrollér knivene og knivdisken
Den kan ikke køre ind i ladestationen: Kontrollér at ladestationen er placeret på en plan overflade, og at guidekablet er lagt i en lige linje på minimum 1 meter fra ladestationen og ud på plænen (gælder for SILENO minimo, city, life og max) eller om GPS signalet modtages (gælder kun for SILENO free)
Robotplæneklipperen kører, men knivdisken roterer ikke: Knivdisken stopper, når robotplæneklipperen søger efter ladestationen. Lad den køre tilbage i ladestationen, så løses problemet sandsynligvis af sig selv
Kortere klippe- og opladningstider end normalt: Dette skyldes sandsynligvis et lavt batteriniveau, sløve knive eller græs og snavs, der blokerer knivdisken
Unormalt lang parkering i ladestationen: Batteriets temperatur er for høj eller for lav. Det kan også skyldes, at parkeringsfunktionen er aktiveret, eller at nogen har trykket på stopknappen
Ujævn klipning: Det kan skyldes indstillingerne på robotplæneklipperen. Hvis græsset er højt, bør du øge klippehøjden. Måske er arbejdsområdet for stort, og i så fald kan du f.eks. udvide tidsplanen. Det kan også skyldes sløve knive eller græs, der samler sig i knivdisken
Det er nemt at udskifte knivene i din SILENO-robotplæneklipper. Find ud af hvordan du gør i denne guide.
Hvis du oplever et brud på kablet til din robotplæneklipper, er det som regel et brud på afgrænsningskablet. Et afgrænsningskabel er et kabel, som lægges langs plænens yderkant, for at afgrænse det område, du vil have robotten til at klippe i. Hvis du laver havearbejde, kan du komme til at beskadige dette kabel, da det kan ligge helt eller delvist skjult langs kanten af plænen. Monteres kablet for stramt kan det også forårsage et brud.
Tip! Du kan forebygge skader på kablet ved at vælge den maksimale klippehøjde i de første par uger efter installation, hvis kablet installeres ovenpå græsset. Klippes græsset for lavt, kan det beskadige isoleringen på kablet, og fejlen opdages evt. først flere uger senere. Sænk gradvist klippehøjden hver anden uge, indtil den ønskede klippehøjde er nået.
Start med at kontrollere forbindelsen mellem ladestationen og begge afgrænsningskabler og guidekabel. Kontrollér også modsatte ende, hvor alle tre kabler er samlet i en samlemuffe. Fremstil evt. et kort testkabel med stik og samlemuffe af ekstra kabel og montér det bagpå ladestationen. Hvis ladestationen lyser grønt, er der en fejl på et af kablerne ude på græsplænen. Se, hvordan du gør det trin for trin i videoen nedenfor:
Se de mest almindelige komplikationer, som kan opstå med GARDENA robotplæneklipperen og find svar på mange af problemerne herunder.
Hvis ladestationen ikke lyser, kan det tyde på, at strømmen ikke er tilsluttet, eller at der er noget andet grundlæggende galt.
Se nedenfor, hvad alle lyssignalerne fra indikatorlampen på ladestationen betyder:
Mulige lys i din GARDENA ladestation
Se nedenfor, hvad alle lyssignalerne fra indikatorlampen på ladestationen betyder:
Konstant grønt lys: Alt fungerer som det skal
Blinkende grønt lys: ECO-tilstand er aktiveret
Blinkende gult lys: Signalet i guidekablet fungerer ikke. Kontrollér derfor at kablet er korrekt installeret og der ikke er brud på dette. Du kan finde tips til, hvordan du undersøger det for fejl længere oppe i denne artikel
Blinkende rødt lys: Der er forstyrrelser i ladestationens antennesignal
Konstant rødt lys: Der er en fejl i ladestationens elektronik. Hvis ladestationen konstant blinker eller lyser rødt anbefaler vi, at du kontakter os
Blinkende blåt lys: Signalet i afgræsningskablet fungerer ikke. Kontrollér derfor at kablet er korrekt installeret og der ikke er brud på dette. Du kan finde tips til, hvordan du undersøger det for fejl længere oppe i denne artikel
Robotplæneklipperen melder ’Intet kabelsignal’*
Hvis der ikke er noget kabelsignal til robotplæneklipperen, dvs. at kontakten mellem robotten og ladestationen mangler, kan det skyldes flere ting:
Strømforsyningen mangler eller er beskadiget
Beskadiget eller utilstrækkelig tilslutning af afgrænsningskablet
Problemer med forbindelsen mellem robotplæneklipperen og ladestationen
Forstyrrende elementer i græsplænen
Robotplæneklipperen er uden for det område, der er defineret af afgrænsningskablet
Husk, at du altid kan generere et nyt kabelsignal til din GARDENA SILENO robotplæneklipper i menuen på robotten eller i den tilsluttede app (afhængig af model).