- Support
- Planlægning og rådgivning
- Support til robotplæneklippere
- Vedligeholdelse
- Vedligeholdelse af robotplæneklipper
Selvom robotplæneklippere kræver mindre vedligeholdelse end traditionelle plæneklippere, er det vigtigt at have gode vedligeholdelsesrutiner. Du bør inspicere din robotplæneklipper regelmæssigt samt vaske og rengøre den fra tid til anden. Kontrollér knivene regelmæssigt og vær opmærksom på om slidte dele skal udskiftes. Det vil forbedre ydeevnen og forlænge robotplæneklipperens levetid. Få flere tips og råd i vores guide til, hvordan du vedligeholder din robotplæneklipper.
Efterse din robotplæneklipper regelmæssigt ved f.eks. at fjerne snavs og skidt, der har samlet sig over tid. Samtidig giver det dig mulighed for at opdage eventuelle beskadigede eller slidte dele, som bør udskiftes. Du bør efterse følgende hver uge:
Undersiden: Hold din robotplæneklipper fri for græs, blade og kviste, da det kan forhindre robotten i at kunne koble sig på ladestationen. Du kan også tilkøbe hjulbørster, som er specielt designet til at forhindre ophobning af græsaflejringer, så du undgår græsklumper og sikrer et pænt resultat samt næring til din plæne
Vask de forskellige dele: Rengør både hjul og karosseri
Klippesystemet: Knivene og knivdisk skal være intakte og kunne rotere frit
Lange græsstrå eller andre genstande kan sætte sig fast under robotplæneklipperen og påvirke klippesystemet. Det reducerer maskinens effektivitet og fører til et højere energiforbrug. Desuden vil det tage længere tid at slå græsset, og i værste fald kan det reducere levetiden. Uden regelmæssig vedligeholdelse af robotplæneklipperen kan det have en direkte effekt på, hvor længe og hvor meget robotten kan klippe ad gangen.
Udforsk alle robotplæneklippere fra GARDENA
Før du begynder at vaske robotplæneklipperen, bør du have følgende redskaber ved hånden:
Blød børste: Til vask af hjul og mindre dele
Klud eller svamp: Til at vaske ladestationen og robottens ydre elementer
Evt. vandslange: Til at skylle græs og snavs væk under robotten
Handsker: Brug altid handsker, specielt når du skifter knive eller andre dele på robottens underside
Tip! Du kan også overveje dette vedligeholdelses- og rensesæt fra GARDENA. Sættet indeholder rensespray, skruetrækkere, børster, rengøringsklud og slibepude, der gør det nemt at fjerne græsrester, snavs og sikre optimal ydeevne.
Hvis der er meget græs under robotplæneklipperen, kan den få problemer med at køre op ad skråninger, og dens samlede ydeevne vil blive forringet. Derfor er det vigtigt at vaske robotplæneklipperen regelmæssigt, gerne én gang om måneden. Før du gør det, er det vigtigt at slukke robotplæneklipperen helt, ved at trykke og holde tænd/sluk knappen nede indtil alle dioder er slukkede på robotten. Husk at bruge handsker og rengøre alle dele med en blød børste. På alle SILENO-modeller fra GARDENA kan du evt. bruge en vandslange til at skylle robotplæneklipperens underside. Det gør rengøringen meget mere effektiv.
Vend robotplæneklipperen om på siden og rengør undersiden af chassiset med en fugtig klud eller børste – det er ofte tilstrækkeligt at børste eller tørre skidt og snavs af. Hvis dette ikke er nok, kan du evt. skylle chassiset med en vandslange for at fjerne græs og andet snavs.
Vask både for- og baghjul og den ydre ramme. Brug en fugtig, blød svamp eller klud til at rengøre karrosseriet. Hvis det er meget snavset, kan det være nødvendigt at bruge sæbevand eller opvaskemiddel.
Forskellige producenter bruger forskellige typer af knive i robotplæneklippere. Enten er de små, skarpe og lette, eller også er de kraftige og robuste. Førstnævnte ligner barberblade og gør mindre skade i det usandsynlige tilfælde, at robotten kører over noget ved en fejl. De er ofte nemme og billige at udskifte. GARDENAs robotplæneklippere har sådanne små, skarpe og effektive knive.
Om knivene er skarpe nok eller ej kan nemt ses på græsset. Sløve knive giver et sjusket resultat, mens skarpe knive giver en grønnere og friskere plæne. Du kan også kigge på græsstråene for at vurdere, om knivene bør udskiftes. Hvis spidsen af græsstrået er helt afskåret, er det et tegn på skarpe knive. Hvis de er flosset og ujævne, er det tegn på det modsatte, og du bør udskifte knivene.
Hvor ofte du skal udskifte knivene på din robotplæneklipper afhænger af, hvor meget robotplæneklipperen arbejder og dermed slider knivene. Knivenes levetid er normalt mellem 4 og 7 uger. Det kan dog variere afhængigt af forskellige forhold.
På en knivdisk er der tre knive og tre skruer. Når du udskifter knivene, skal du også huske at udskifte skruerne for at sikre den korrekte balance mellem de roterende dele.
Se, hvordan du skifter knivene nedenfor:
Brug handsker og sluk for hovedafbryderen på robotplæneklipperen
Vend den på hovedet og drej knivdisken, så den kommer ind over skruerne
Skru knivene af med en skruetrækker
Fjern eventuelt snavs før du monterer de nye knive
Brug en ny skrue til hvert nyt knivblad
Når de er monteret, skal du kontrollere, at knivene kan rotere korrekt
NB. Vær ekstra opmærksom på, at der ikke er mere end et knivblad under hver skrue.
Alle SILENO-robotplæneklippere er tilpasset det nordiske klima og leverer høj funktionalitet i al slags vejr. Kraftige regnbyger eller intens sollys skader ikke maskinerne - dog er det vigtigt at huske at pakke robotplæneklipperen og tilbehøret væk for vinteren.
Tip! Du kan også altid købe en garage til din robotplæneklipper, som giver en ekstra beskyttelse til selv den mest robuste robotplæneklipper.
Vedligeholdelse af din robotplæneklipper handler om at kontrollere robotplæneklipperen, holde den rengjort og efterse knivene regelmæssigt